Tilbage til forsiden

M. S. J. Hansen

Marius Sofus Johannes Hansen – bedre kendt som M. S. J. Hansen.

Han var født i Nykøbing Falster i 1891.

Her blev han uddannet som bådebygger, men kom til at arbejde de fleste af sine aktive år på Orlogsværftet.

Han kom dertil som Svend, blev bådebygmester, dokmester og overværkfører, foruden at han tog en eksamen som Ingeniør.

På værftet var han kendt under sit andet fornavn, Sofus, og i 1946 modtog Sofus Hansen Holmens Hæderstegn for lang og tro tjeneste.

Fem år senere blev han Ridder af Dannebrog, men det var ikke et signal om en snarlig pensionering efter 40 års pligtopfyldende arbejde, og Sofus Hansen blev på Orlogsværftet til 1961, hvor han som 70-årig blev pensioneret. Formentlig er det faldet sammen med hans 50 års jubilæum.
Gennem alle årene boede M. S. J. Hansen i Opdams Allé på Amager og var medlem af Kastrup sejlklub.

Her sejlede han i de senere år i en 26 kvm. Spidsgatter, som han selvfølgelig selv havde leveret tegningerne til.

Båden hed Glory, men skipperen selv altid gik under navnet "Mascot'en".....

Hvorfor er der desværre ingen som kan huske.

 

M. S. J. Hansen var perfektionist.

Samtidig kunne han være en ret bøs herre, der bestemt ikke var kammerat med hvem som helst.

Bådebyggerne frygtede ham ofte, for han var selv håndværker til fingerspidserne og vidste præcis, hvordan tingene skulle gøres.

Aldrig på den nemmeste, men altid på den bedste måde, og hans krav til materialerne var ubønhørlige.

Da en sejler fra Dragør skulle have bygget en "Springer" efter hans tegninger, var Koreakrigen brudt ud.

Resultatet var en tårnhøj pris på bly, og sejleren følte sig derfor tvunget til at erstatte den specificerede blykøl med jern.

Det kostede imidlertid flere besøg på Opdams Allé og kraftige overtalelser, før M. S. J. Hansen kunne gå med til denne forringelse og meget mod sin vilje lavede tegningerne til en jernkøl istedet.

Det var også sådan, at hvis en båd efter hans mening ikke var bygget tilfredsstillende, vendte han ikke blot bådebyggeren ryggen. Hans modvilje blev ført videre over til den helt sikkert uskyldige bådejer, som han derefter undlod at hilse på.

Til gengæld kunne han være særdeles hjælpsom og kammeratlig overfor bådebyggere og sejlere som levede op til hans krav og forventninger.

Så var han altid klar med råd og praktisk hjælp.

Det lille ruf.

Det er ikke helt klart, hvornår M. S. J. Hansen tegnede sine første skibe, men det har formodentlig været tidligt.

Han slog dog først sit navn fast i forbindelse med klasse spidsgatterne fra omkring 1930 og fremefter.

I årene før krigen stod han lidt i skyggen af G. Berg og Aage Utzon, men det er som bekendt svært for en ny at slå igennem overfor etablerede navne.

De dygtige kapsejlere gik til Utzon, som havde ry for at tegne de hurtigste spidsgattere, og med de dygtigste folk ved roret, skulle de selvsagt også vinde.

Til gengæld fik M. S. J. Hansen hurtigt ry for at tegne de smukkeste både.

Han indså hurtigt, hvor afgørende det er at give en båd det rigtige spring, hverken for meget eller for lidt, og med det laveste punkt det helt rigtige sted, sådan cirka 2/3 mod agter.

Et særkende for mange af hans konstruktioner, især fra de senere år, er også det lille ruf på fordækket.

Det har siderne fælles med det store ruf, og han forlangte altid, at det skulle være en ubrudt planke, der løb hele vejen igennem, cockpitkarmene medregnet.

Et krav, der i høj grad kunne volde bådebyggerne problemer under og lige efter sidste verdenskrig, da der var mangel på gode materialer.

Omkring masten var der ikke noget ruf, kun siderne som dannede en praktisk ”kasse” om dækket. ( Senere kaldet ”druknehullet”)

Her kunne faldene ligge uden at glide overbord, indtil der var tid til at kvejle dem op, og her var et sikkert sted at lægge rebehåndtaget fra sig, når man havde taget nogle tørn på bommen og skulle strække faldet igen.

Det lille ruf på fordækket var altid forsynet med en skydekappe, og fordi det var hævet over dækket, kom der sjældent så meget vand ned som gennem en traditionel forluge.

Klasse-kuttere

Foruden spidsgatterne tegnede M. S. J. Hansen i tidens løb mange kuttere. Han kunne lide at arbejde med de lange, smækre linjer, og det er blevet til flere 5-metere, Da­na-både og meget smukke Nordi­ske Krydsere. Dana-bådene var et forsøg på at skabe en konstruk­tionsklasse for kuttere, ligesom man havde klassespidsgatterne. Det blev vedtaget at starte klassen på Sejlerdagen i 1946, og den føl­gende tid blev der udarbejdet reg­ler for 50, 40, 30, 25 og 15 kvadrat­metere. Klasserne slog dog aldrig rigtigt an, måske fordi træbåde de følgende år blev dyre at bygge, men nogle blev det dog til. Klas­sens "flagskibe” blev et par smuk­ke 40 kvadratmetere af M. S. J. Hansen.

Måske har det været arbejdet med kutterne, der fik Mascot'en ind på tanken om at forsøge med en længere og slankere spidsgat­ter. Det var ikke noget, klassereg­lerne tillod, men det var langt fra alle, der blev bygget til klassen, og navnlig Robert Jensen havde vist, hvor hurtigt og elegant det kunne gøres, når man glemte alt om reg­lerne og deres strenge krav om en kraftig, fuldspantet konstruktion.

Modernisering af spidsgatteren

Tanken om en modernisering af spidsgatteren var heller ikke frem­med for andre, og i foråret 1944 var M. S. J. Hansen klar med teg­ningerne til "Springeren«. I prin­cippet var det en 30 kvadratmeter spidsgatter, men længden var øget med cirka 80 cm til 8,00 m, mens bredden kun var ca. 10 cm mere end sædvanligt, så slutresultatet blev en lidt længere båd i forhold til bredden. Riggen var næsten et par meter højere end på klassebå­dene, men uden at øge arealet, idet navnlig storsejlet var slankere. Det lille, karakteristiske ruf på for­dækket manglede selvfølgelig ik­ke. Studerede man linjetegninger­ne nærmere, ville man se, at navn­lig hækken var anderledes og me­re elegant end på traditionelle spidsgattere. I dækket var den for­holdsvis afrundet og bred, mens vandlinjen selvfølgelig var trukket sammen ud mod roret. Bredden opefter var så udnyttet til at give båden lidt ekstra at hvile på under krængning - næsten som en kut­ter, der udnytter hækken til at gi­ve ekstra bæring og vandlinje på kryds. Det virkede meget moder­ne og elegant og skulle da også vi­se sig at give nogle hurtige både. Forskibet var takket være læng­den lidt skarpere end normalt og skulle også vise sig at give båden en fin gang i sø.

I Kastrup var der hurtigt tre in­teresserede sejlere, som på ama­tørbasis vile bygge den nye spids­gatter. I starten var perfektioni­sten M. S. J. Hansen ikke særligstemt for det, men da byggeriet jo kom til at foregå så tæt ved bopæ­len, at han havde mulighed for at følge det næsten dagligt, gav han sin tilladelse. Det kneb med at skaffe de rigtige materialer, men projektet kom i gang, og et par år senere søsattes "Athos«, "Porthos« og "Aramis«. Bådene vakte beret­tiget opmærksomhed for deres ud­seende, deres fine krydsegenska­ber og overlegne fart, særlig i let luft. Ret hurtigt kom der flere be­stillinger på båden, og i alt er der bygget 9 "Springere”. Det lyder måske ikke af meget i dag, men i de år steg priserne på materialer og arbejdskraft voldsomt, så ny­bygninger i det hele taget var ikke almindelige. Den sidste af typen blev søsat i 1956 fra Brdr. Thom­sens værft i Kalundborg. Et af de ikke særligt talrige værfter, der fandt nåde for M. S. J. Hansens pertentlige holdning, og som i åre­nes løb nåede at bygge ikke så få af de cirka 160 både, han har leve­ret tegninger til.